Kategoriarkiv: Historisk astronomi

Astronomi i gamle og i meget gamle dage

Byggesæt til et mini-Stonehenge ?

Vi har fået et spørgsmål ind om placeringen af sten, hvis man vil markere solhvervene og jævndøgnene, og desuden have Månen med ind i billedet. Det udviklede sig en længere udveksling af mails, men her er en redigeret udgave, som måske kan være til glæde for andre.

Spørgsmål 1:

Hvordan ville en simpel stensætning se ud, som en ren solhvervssætning (sommersolhverv og vintersolhverv), og ligeledes med jævndøgnene markeret bygget dels på ækvator og dels uden for ækvatorområdet f.eks. nord for vendekredsen.

Krav: Bygges med et minimum af sten i horisontalplanet.

Spørgsmål: Vil der være vinkelforskel på solhvervssætning de to steder?
Spørgsmål: Vil der være vinkelforskel på jævndøgnssætning de to steder?

Svar 1

Det lette først: Ved jævndøgnene står Solen op i Øst og går ned i Vest. Det er tilfældet uanset hvor på Jorden (bortset fra præcis på Nordpolen og på Sydpolen), man observerer det, så i det tilfælde kan du nøjes med to sten: En i stik Øst og en i stik Vest set fra dit observationssted imellem dem.

For solhvervene er det mere kompliceret:

Du vil skulle bruge fire sten i alle tilfælde; to på den østlige og to på den vestlige side i forhold til observationsstedet, og symmetrisk omkring hhv. Øst og Vest.
På ækvator skal stenene anbringes 23°26’ fra henholdsvis Øst (90°) og Vest (270°), sådan at stenen for for eksempel solopgang ved sommersolhverv står på 66°34’ og solopgang ved vintersolhverv i kompasretning 90°+23°26’
Jo længere nordpå man kommer, des større bliver vinkelen fra hhv. Øst og Vest. Her på vore breddegrader er den cirka 45°, og når du passerer Polarcirkelen, sker der sjove ting: Ved sommersolhverv går Solen slet ikke ned eller står op, og ved vintersolhverv står den slet ikke op hele det døgn, som indeholder tidspunktet for vintersolhvervet.

Kort tid efter kom så spørgsmål 2:

De vinkler du har oplyst, vil de forandre sig, når jordaksens hældning, der på for tiden er ca. 23,45 grader, ændrer sig. En cyklus over 41.000 år skulle give hældninger mellem 21,8° og 24,4°.

Hvis vi valgte at gå f.eks. 10.000 år tilbage, ville solvinklerne da være de samme som i dag?

Jeg kan forstå på det jeg har læst, at der også findes endnu en såkaldt nutation, med en periode på kun 18,6 år, der skulle give en aksehældningen 9,6 buesekunder. Der er vi så ude i noget jeg absolut ikke har kendskab til.

Hvordan kan der være to typer aksehældninger, med hver sin cyklus?

Har disse to hældninger hver sin indflydelse på solvinklerne, dels på ækvator og dels nord eller syd for knudepunkterne.

Månen er for mig lidt vanskeligere.

Har månen lignende op- og nedgange, som solhverv og jævndøgn for solen og i såfald, hvilke grader kan en simpel stensætning for månen symboliser dette?

Og svar 2:

Den periodiske 18,6års nutation forårsages af Månen, og den er et af flere led i formlen for den samlede ændring i jordaksens hældning. De andre led – med en periode på ca 41000 år forårsages af Solen og planeterne. Månenutationen ikke noget, som man skal tage hensyn til i et eventuelt stensætningsanlæg, fordi de giver så små effekter på aksehældningen. Et buesekund er jo 1/3600 af en grad.

Månen er MEGET vanskeligere!  Månens bane hælder cirka 5° i forhold til ekliptika, så derfor kan fuldmånen f.eks. stå på nogle grader (igen afhængigt af breddegraden på Jorden) længere imod nordøst end Solopgangen ved sommersolhverv, og tilsvarende det samme antal grader længere mod sydøst ved vintersolhverv.  Det kaldes de ydre månehverv. 18,6:2 år senere står den så op nogle grader til højre for solopgangen ved sommersolhverv, altså længere imod øst, og tilsvarende ved vintersolhverv. Det er de indre månehverv. Disse vinkler kan formentlig genfindes i en del af de megalitanlæg, som findes rundt omkring i nordeuropa. I din stensætning vil du have brug for 4 x 2 månesten ekstra. Det her ikke nemt stof. Det kræver lang tids tilvænning at forestille sig tingene i 3D og så omsætte dem til det, men ser fra Jordens overflade i en slags 2D. Kompasretningerne for månehvervene er faste, men er ligesom for Solens vedkommende afhængige af breddegraden.

Disse problemer opstår, når man undersøger oldtidens stensætninger, som for eksempel Stonehenge i England og de mange andre oldtidsanlæg ud over især Europa, hvor det ser ud som om, der er en eller anden astronomisk tanke bag placeringen af sten eller pæle. Derfor er der ofte en meget grundig behandling og forklaring at finde i bøger og på websider om arkæoastronomi.

 

 

Ord på månefaserne

En oversætter var igang med et digt på engelsk, og skrev:

De nævner nogle af månens faser:

waxing gibbous og vaxing cresent.

waning crescent” og “waning gibbous

Kan I hjælpe mig med de danske betegnelser for de to faser?

Svaret:

waxing   tiltagende
waning  aftagende
crescent kan være månesegl, eller lidt mere løst halvmåne, selvom crescent på engelsk betyder månen når den er mindre end halv. Crescere på latin er egentlig voksende, men det bruges altså på engelsk også for den aftagende måne – samme ord som croissant i øvrigt, og så er det på engelsk jo også blevet til en bue, for eksempel en villavej, som er halvbueformet !
Gibbous bruges ikke i nydansk. Jeg har aldrig kunnet finde en reference til brugen; heller ikke i den store danske ordbog, men det er selvfølgelig også svært, når det kan dreje sig om et ord på dansk, som man ikke kender. I sin tid, da jeg stødte på det, kiggede jeg på betydning og etymologi, og det betyder jo Månen, når den er mere end halv.  Jeg har valgt i mine foredrag mv. at kalde pukkelmånen eller den puklede måne i mangel af et bedre ord.
OJK