Kategoriarkiv: Fysik

Spørgsmål og svar, som mest har at gøre med fysik

Rødforskydningen og lysets hastighed

Christian spørger: Er det muligt at lysets hastighed aftager over tid og at dette kan forklare at fjerne galakser er røde?

Hans Kjeldsen, Aarhus Universitet svarer under DR1 TVudsendelsen den 31.1.2018:

Nej, det er ikke forklaringen på hvorfor fjerne galakser er røde. Målinger viser at fysikkens love er de samme her på Jorden og på fjerne galakser og at lysets hastighed er den samme på Jorden og i det fjerne univers. Årsagen til fjerne galaksers rødforskydning er Universets udvidelse.

Falder rumstationen ISS hele tiden?

Anders spørger: Jeg har hørt, at ISS hele tiden “falder” ned mod jorden – hvordan virker det?

John Leif Jørgensen, DTU Space svarer under DR1 TVudsendelsen 31.1.2018:

ISS flyver med en hastighed der præcist passer med at den når ud over jordens horisont, selvom den hele tiden er i fald mod jordens centrum. Tænk på en kanonkugle. Hvis kanonen er rettet vandret, vil den flyve fremad pga krudtladningen, men den falder ned på grund af jordens tyngdefelt. Hvis man skyder med større hastighed, vil kuglen flyve længere før den rammer jorden. Hvis man skyder præcist så hårdt at den flyver ud over jordens horisont, vil den være i evigt fald mod jorden centrum, men fortsætte med at flyve da jorden krummer væk. Vi siger at den er “i bane” om jorden. Man kan også sige, at rumstationen hele tiden ‘rammer ved siden af’ Jorden – og det gælder alle andre satellitter også.