Kategoriarkiv: Rumforskning

Bemandet og ubemandet rumforskning. Rejser i rummet. Instrumenter

Rejsen til Mars

Spørgsmål fra to elever i 9. klasse 23. november 2016, med korte svar indsat fra ojk:

Vi er to 9. Klasses drenge der er i gang med et projekt om mennesker på mars.
Vores problemformulering er således (vores overemne er grænser):
Mennesker har længe higet efter at indtage rummet, først var det månen, og nu går mennesket efter mars. Der er nogle spørgsmål;
Er det teknisk muligt? Er det fysisk muligt for mennesker at leve der? Hvor er grænsen for hvor mennesker kan bo?
Vi har prøvet at få fat i en forsker, dog uden held. Vi ville spørge om det var nogle spørgsmål i måske kunne svare på.
Hvis I kan, så kommer de her:
Vi har set science fiction filmen The Martian, hvor der er et fartøj der går i kredsløb om mars. Fra det fartøj fløj de ned på mars med et Mars Descent vehicle. Da de så skulle tilbage til jorden brugte de et Mars ascent vehicle som bragte dem op til fartøjet der var i kredsløb. Derefter fløj fartøjet i kredsløbet tilbage til jorden. Er det en mulighed i virkeligheden og ville det være en god løsning?
Sv: Det er samme ide som blev brugt ved Apollomånelandingerne, og det er en af de ideer, som projektstudierne koncentrerer sig om

Hvornår er det realistisk at få en succesfuld bemandet mission til mars? I 2025?
Sv: I al den tid, jeg kan huske, har man sagt ‘om 30 år’, og det siger man stadig – det er især et spørgsmål om penge. De tekniske problemer kan nok løses på kortere tid, hvis viljen politisk er der. Se f.eks. Elon Musks projekt.

Tror du Mars One bliver til noget?
Sv:Nej! Det er et realityshow koncept

Hvorfor er Mars One så meget foran NASA’s tidsplan når NASA har arbejdet med mars siden 1960’erne og Mars One først startede i 2012?
Sv: Ideen er baseres på noget helt andet – ikke på sikkerhed, og ikke på at vende tilbage til Jorden. Og så er det jo altså et realityshow; ikke et rumprojekt

Hvorfor higer mennesket så meget efter at komme derop?
Sv: Det, som gør os til mennesker er blandt andet at vi søger grænser

Mange forskere  snakker om at danne en atmosfære med CO2 til at varme planeten op. Vil det gå over gevind eller vil mennesket kunne styre det der?
Sv: Det ved vi ikke nok om klima til at kunne sige – og terraforming af Mars er et projekt, som vil vare titusinder af år

Vil mennesket nogensinde være i stand til at gå på mars uden beskyttelse som en astronaut-dragt?
Sv: Kun hvis vi kan skabe en atmosfære

Har vi, med Mars nået grænsen for, hvor mennesker kan leve?
Sv: Nej!

Rumkapløbet og rejser til Mars

Spørgsmål fra elev i 9. klasse i november 2016:

Mit emne er omkring rumforskning i fremtiden ift. magt og hvilken indflydelse det har. Jeg har et spørgsmål til dig som jeg håber du vil svare på og som jeg kan bruge i min fremlæggelse som kilde! Spørgsmålet lyder; hvilke paralleller/forskelle kan man trække imellem rumkapløbet under den kolde krig og fremtidens kapløb til at få mennesker på mars?.

Hun fik så nok ikke det svar, hun ønskede:

Dit spørgsmål er absolut relevant og velformuleret, men enormt bredt – det er emne nok for en hel bog, så det kan jeg ikke overkomme at svare på, og desuden er det jo dig og ikke mig, som skal skrive opgaven!
Jeg kan anbefale dig at finde mere i for eksempel en af de bedste bøger om rumforskning, Rejsen ud i Rummet, af Helle og Henrik Stub.   ojk