Forfatterarkiv: askastro

Solnedgangen varer ikke lige længe

Jørgen spørger fra Norge:

Jeg har et spørgsmål som jeg håber I kan hjelpe med?? Scenen er solnedgangen ved Danmarks vestkyst : når solen står akurat på vandspejlet tar det 5 – 6 min før den er væk og gået ned. Når man tænker sig samme scene på Lofoten i Norge tar det ca. 14 -16 min-  hvorfor og hvad er forskellen

Svar:

Som svar på dit spørgsmål vil jeg bede dig tænke på den ‘modsatte’ situation; at du befinder dig tæt ved ækvator. Hvis du har prøvet det, véd du, at Solen går meget hurtigt ned, og tusmørket er så kort, at man sagtens kan blive fanget i mørke, hvis man er et sted uden gadelys og uden guide.
Årsagen er, at Solen set fra ækvatorområderne går meget stejlt ned imod horisonten – lige på ækvator er det lige lodret ned. Jo længere nordpå man kommer, des fladere vinkel for solnedgangen – eller faktisk er det os på jordoverfladen, som står ‘på skrå’ i forhold til solnedgangen fordi Jorden, som nogle af os stadig tror på, er rund. Som du vil se både fra Danmarks Vestkyst og fra Lofoten, bevæger Solen sig mod højre samtidig med, at den går nedad.
Den fladere vinkel gør, at solnedgangen varer længere og længere des længere nordpå, man kommer. Længere nordpå end Lofoten kan det jo ved midsommer vare så længe, at Solen slet ikke kommer under horisonten; der er midnatssol, og Solen ser ud til at trille lavt hen over horisonten, stå lavest i Nord, og så trille højere og højere op på himlen igen i løbet af morgenen.

Hvor langt væk kan man se et stjerneskud?

Henrik spørger:

Når der er et stjerneskud, hvor stor er den potentielle visuelle radius (hvor langt omkring kan samme stjerneskud ses)?

Svar:

Stjerneskud foregår fra en højde på omkring 300 km over jordoverfladen og nedefter, og alt efter lysstyrken kan de ses ihvertfald 7-800 km væk. Jeg har et vidnefast eksempel, hvor en observatør kører på landevejen øst for Herning og katastrofebremser for noget, som hun opfatter som om, det slår ned på vejen foran hende. Det var en ildkugle, som befandt sig over Øland. mvh OJK