Kategoriarkiv: Månen

Månens bundne rotation

Jakob skriver:

Jeg har tænkt lidt over vores måne…
Jeg går ud fra, at grunden til at vi altid ser samme side af den, her fra jorden, er fordi dens tyngdecenter er forskudt en smule fra dens geometriske center (i jordens retning selvfølgelig).  Men hvordan er månen så opbygget, og burde den så ikke være dråbeformet (spids væk fra jorden) i stedet for rund?

Håber ikke at det er for dumt et spørgsmål, til at give svar på!!!

Svar:

Månen har bunden rotation ganske som du siger, og det har masser af andre måner i Solsystemet og mange af exoplaneterne også. Det er ikke kun fordi de  er ‘skæve’, for over meget lang tid, vil et himmellegeme også blive bundet, blot fordi det er smule fladtrykt over polerne, men det går hurtigere at ‘falde i hak’, hvis massemidtpunktet er forskudt. Faktisk er Månen ligesom Jorden en smule pæreformet, og ‘tungest’ i den ende, som vender imod Jorden, men det kræver meget nøjagtige målinger at se det – man kan ikke se det på billeder. Månen har også en række massekoncentrationer, som forøger skævheden. mvh OJK

Månen da svenskerne gik over isen i 1658

Henrik spørger:

Jeg er i gang med en udstilling om svenskernes overgang over isen i 1658. I den forbindelse vil jeg høre om det er det muligt at sige hvilken månefase månen havde natten 5. til 6. februar 1658?

Svar:

Fredag den 5 februar 1658 stod Månen op klokken 14:40 lokaltid set fra et sted midt i Langelandsbælt. Da Solen gik ned klokken 17:23 stod Månen i Vest, 21° over horisonten, og Månen gik ned i Nord-Vest lørdag den 6. klokken 06:28.  Månefasen var 95 %, altså ca eet døgn før fuldmåne, så svenskerne har haft en lys nat at spadsere i. Om det så har været skyfrit, har jeg ikke mulighed for at undersøge, men mon ikke det fremgår af en eller andens dagbog.
Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg med hensyn til datoen har brugt den julianske kalender, som var gældende i Danmark og Sverige i denne periode.  mvh OJK